REGLER FOR DANSKE MEDIERS MARKEDSSTATISTIK
§1
Markedsstatistikkens formål
1.1 Formålet med markedsstatistikken er at give et retvisende billede af internet annonceomsætningen i Danmark.
1.2 Markedsstatistikken administreres af en uvildig tredjepart – herefter Administratoren.
1.3 Hvert enkelt medlem har ene og alene adgang til at se det samlede markedstal og deraf kunne beregne sin egen markedsandel. Ingen andre end Administratoren vil have adgang til øvrige medlemmers indrapporterede tal.
§2
Markedsstatistikkens anvendelse
2.1 Markedsstatistikken udarbejdes for hvert kalenderkvartal og for hvert kalenderår.
2.2 Indhold og udsendelse af markedsstatistikken fastsættes på baggrund af beslutninger herom på bestyrelsesmøder. Bestyrelsen kan dog alene træffe beslutning om offentliggørelse og øvrig distribution af “totalstatistikker”, hvoraf de enkelte medlemmers andel ikke kan læses.
2.3 På baggrund af rettidige modtagne indberetninger fra medlemmerne udsender Danske Medier markedsstatistikken for den senest afsluttede kalenderkvartal 10 arbejdsdage efter indrapporteringsfristens udløb.
2.4 Markedsstatistikken udsendes altid uanset manglende indberetninger. Manglende indrapporteringer indgår med 0, ligesom navnene på medlemmer, som ikke har indrapporteret rettidigt, angives.
2.5 Ved senere indrapporteringer inkorporeres de ny tal ved næste førstkommende statistik.
2.6 Manglende, ufuldstændig eller åbenbar forkerte indrapporteringer kan efter Administratorens skøn udelades af statistikken i samråd med Danske Mediers sekretariat.
§3
Indrapportering fra medlemmerne
3.1 Alle medlemmerne af Danske Medier er forpligtet til at indrapportere til markedsstatistikken i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler og vejledninger herfor.
3.2 Indberetning til markedsstatistikken af salget i et kalenderkvartal skal ske til Danske Medier senest 15 arbejdsdage efter kalenderkvartalets udgang.
3.3 Medlemmer kan efter særlig forudgående aftale med Danske Medier indrapportere halvårsvis i stedet for kvartalsvis.
3.4 Det påhviler hvert medlem af Danske Medier ansvarlige ledelse at sikre, at reglerne for markedsstatistikken overholdes. Den ansvarlige ledelse skal således gøre de medarbejdere i virksomheden som i praksis står for indberetning af salgstallene bekendt med gældende regler.
3.5 Administratoren underlægges og garanterer fuld fortrolighed omkring indrapportering og efterfølgende behandling af markedsdata.
§4
Beslutningskompetence
4.1 Alle tvivlsspørgsmål i relation til reglerne for markedsstatistikken afgøres af Danske Medier sekretariatet og/eller bestyrelsen.
§5
Definitioner
5.1 Bannere og partnerskaber:
Ved bannere forstås grafiske, audiovisuelle, tekst-baserede og/eller interaktive annonceprodukter, der vises i forbindelse med internet medieprodukter (f.eks. på en webside, i en mail, i messenger-applikationer eller på mobile platforme) – enten som en fast placering på medieproduktet (“sponsorat-bannere”), på særlige dele af medieproduktetet (“sektioner”) eller på samtlige dele af medieproduktet. Partnerskaber er annoncørbetalt indhold eller services, som i form, indhold eller funktion er integreret med mediet. Der foretages en samlet indberetning for al omsætning i kategorien Bannere og Partnerskaber, samt en udspecificering af omsætningen på hhv. Bannere, Partnerskaber og Andet.
5.2 Søgeordsannoncer
Ved Søgeordsannoncer forstås grafiske, audiovisuelle, tekst-baserede og/eller interaktive annonceprodukter, der vises i forbindelse med internet medieprodukter (typisk websider), på baggrund af et søgeord, som en annoncør abonnerer på, og som brugeren har indtastet i et søgefelt.
5.3 Virksomhedsdirectories:
Ved Virksomheds-directories forstås optagelse af virksomhedsoplysninger i søgbare internet medie-kataloger (typisk websider, en online- eller mobil applikationer). Optagelse i virksomheds-directories vil typisk være tekst-baseret, men kan også i form være grafisk, audiovisuel, og/eller interaktiv. Fremvisning af virksomhedsdirectories-optag sker som oplistning af virksomhedsoplysninger fremfundet ved katalogsøgning eller browsning gennem katalogområder.
5.4 Markedspladser:
Ved Markedspladser forstås optagelse af produktoplysninger i søgbare internet medie-kataloger (typisk websider, online- eller mobil applikationer), der indgår som en tredjepart mellem køber og sælger. Den klassiske form for markedsplads er rubrik-annonce-tjenester. Prisen på de optagne produkter kan dog evt. forhandles og handlen afsluttes direkte på markedspladsen (“auktioner”). Fremvisning af markedsplads-optag sker som oplistning af produktoplysninger fremfundet ved katalogsøgning eller browsning gennem katalogområder. Evt. kan markedspladsen fremvise forskellige prisalternativer for det samme produkt (prissammenlignings-tjenester). Optagelse på markedspladser vil typisk være tekst-baseret, men kan også i form være grafisk, audiovisuel, og/eller interaktiv. Der foretages en samlet indberetning for al omsætning i kategorien markedspladser. Derudover udspecificeres omsætningen på to forskellige parametre. Dels på de tre markedsplads-typer: Rubrikannonce-tjenester, Auktioner og Prissammenlignings-tjenester, og dels på produkt-typerne Job, Bil/MC/camping mv, Bolig, Båd, Stort og Småt, Personlige/dating og Andet.
5.5 Permission Marketing:
Ved Permission Marketing forstås grafiske, audiovisuelle, tekst-baserede og/eller interaktive annonceprodukter, der vises i email eller anden direkte (push) kommunikation med brugeren, der indgår som 3. part mellem køber og sælger, og hvor annonceproduktet vises som det primære indhold i kommunikationen.
5.6 Diverse:
Ved Diverse forstås annonceprodukter, der ikke falder ind i nogen af de øvrige 5 kategorier. En given indberetning af omsætningen må fordeles med maksimalt 25 % af omsætningen i kategorien Diverse. De øvrige minimum 75 % skal fordeles i de øvrige kategorier.
5.6 Omsætning:
Ved Omsætning forstås faktureret salg af annoncer i en eller flere af de ovenfor angivne kategorier, der hidrører fra internet medieprodukter rettet mod et dansk publikum. Den opgivne omsætning skal være efter fraregning af evt. rabatter til salgshuse og bureauer. Såfremt den indberettende virksomhed agerer som salgshus eller bureau, skal den opgivne omsætning være efter afregning med medier, såfremt det pågældende medie er medlem af Danske Medier. Hvis det pågældende medie, som indrapporteringen vedrører, ikke er medlem, og ikke indrapporterer til markedsstatistikken, skal den fulde omsætning angives.
§6
Periodeopdeling
6.1 Indrapporteringen sker på grundlag af den fakturerede omsætning i kvartalet. (Fakturadatoen er den afgørende).
§7
Kontrol
7.1 Administratoren foretager hvert kvartal en foreløbig kontrol af de indrapporterede salgstal.
7.2 Der foretages løbende kontrol efter anmeldelse fra medlemmer eller på baggrund af opstået mistanke som forkert indrapportering.
7.3 Medlemmerne er forpligtet til at indberette deres bogholderi på en sådan måde, at det ved kontrol og revision kan konstateres om reglerne på markedsstatistikken er blevet overholdt.
7.4 Danske Medier kan til enhver tid udbede sig en skriftlig bekræftelse fra det indrapporterende medlems revisor for herigennem at sikre sig en valid markedsstatistik. Sekretariatet har tavshedspligt omkring markedsstatistikken. Det enkelte indrapporterede medlem kender således ene og alene den samlede indrapporterede volumen samt sin egen markedsandel heraf.
§8
Sanktioner
8.1 Manglende eller for sen indrapportering i en måned udløser en bøde på kr. 1.000.
8.2 Hvis kontrol afslører væsentlige fejlindrapporteringer udløses samme bøde, medens medlemmernes egen berigtigelse af indrapporteringsfejl ikke udløser bøde.